Fredericia åbnede med succes efterårets første konference

Trekantområdet har masser af spændende nye bygge- og anlægsopgaver i pipelinen i disse år. Building Network havde derfor inviteret til et eksklusivt arrangement tirsdag d. 15. august, hvor netværkets medlemmer kunne mødes og tale med bygherrer, rådgivere og entreprenører fra blandt andet Fredericia Kommune, Boligkontoret Fredericia, O. Adsbøll & Sønner og STB Byg.

Netværkskonferencen fandt sted på det nyrenoverede 4-stjernede Best Western Plus Hotel Fredericia. Efter frokost med prøvesmagning af lokale lækkerier fra hotellets gourmetrestaurant, bød direktør Mickey Lund fra Building Network velkommen til efterårets første netværkskonference. Første taler var chefkonsulent Martin Bach Sørensen fra Fredericia Kommune, der var inviteret til at komme og fortælle om byudviklingen og aktuelle projekter i Fredericia.

Ny spændende bymidte skal profilere Fredericia
Martin Bach Sørensen indledte sit oplæg med en kort historisk præsentation af Fredericia, der huser en af Danmarks største erhvervshavne. Med sin attraktive og strategiske beliggenhed i hjertet af Danmark er erhvervslivet i Fredericia specialiseret i energi, transport og fødevarer. Fra kommunalpolitisk side er der planer om at skabe en ny levende bymidte, der skal styrke Fredericias selvforståelse og identitet. Det nye byområde bliver omdrejningspunkt for befolkningstilvækst og for udvikling af kommunens erhvervsliv.

Ved hjælp af fotos og plantegninger gennemgik Martin Bach Sørensen udviklingsområderne i det nye byområde, og hvordan og i hvilken rækkefølge, de forskellige bygge- og anlægsprojekter skal realiseres. Samtidig er Region Syddanmark og Fredericia Kommune gået sammen om at etablere et nyt fælles sundhedshus, der er centralt placeret i midtbyen. Sundhedshuset på 27.000 m2 skal sikre fredericianerne en række gode lokale sundhedstilbud.

Som led i område- og bygningsfornyelsen i Fredericia centrum har A. P. Møllers Fonden til almene Formaal doneret 65 mio. kr. til renovering af bygningsfacader indenfor byens fæstningsvolde.

O. Adsbøll & Sønner A/S etablerer afdeling på Sjælland
Lars Nielsen fra murer- og entreprenørfirmaet O. Adsbøll & Sønner A/S, der blev stiftet tilbage i 1972, fortsatte oplægsrunden. Lars Nielsen kunne indledningsvis fortælle, at firmaet er ved at etablere en afdeling på Sjælland, som Lars Nielsen er ansvarlig for.

O. Adsbøll & Sønner A/S beskæftiger sig med kvalitetsbyggeri til virksomheder, investorer og privatpersoner. Virksomheden har 50 ansatte, der omsætter for ca. 250-300 mio. kr. om året. Entrepriseafdelingen, der arbejder i hele Danmark, står for 90 procent af omsætningen. Kloak- og murerafdelingen, der har udgangspunkt i Kolding, står for resten af firmaets omsætning.

Lars Nielsen fremviste et udpluk af firmaets afsluttede opgaver, ligesom han præsenterede en række nye projekter, hvor det er muligt at byde ind, eksempelvis Ternelunden i Horsens, hvor der skal bygges 56 familieboliger. På tegnebrættet ligger også opførelsen af to boligblokke på Badevej i Helsingør. Generelt har virksomheden mange projekter i Nordsjælland, forklarede Lars Nielsen.

Lars Nielsen rundede sit oplæg af med at vise et videoklip af et spektakulært byggeri på Amager, som O. Adsbøll & Sønner A/S har stået i spidsen for. Byggeriet blev bestilt af Københavns Kommune i 2013. Videoen viste hele processen med at opføre bygningen, der består af et supermarked, café og parkering i stueplan. På 1. sals niveau er der en kommunal idrætshal med omklædning og depoter. På 2. sals niveau er der opført 12 penthouselejligheder.

Speeddating og præsentation af Best Western Plus Hotel Fredericia
Efter to spændende oplæg var der pause med god tid til at netværke og komme i dialog med de to repræsentanter fra henholdsvis Fredericia Kommune og O. Adsbøll & Sønner A/S.

Dagens vært fra Best Western Plus Hotel Fredericia, Mette Seehausen, åbnede anden runde af konferencen ved at byde velkommen til deltagerne, der var kommet fra både øst og vest. Mette Seehausen præsenterede hotellets faciliteter og de mange muligheder, der er for at afholde møder og konferencer for op til 250 personer. Hotellet råder over 118 rummelige værelser og tilbyder blandt andet sine gæster adgang til swimmingpool, fitness og en lækker gourmetrestaurant.

Nye bygge- og renoveringssager giver travlhed hos Boligkontoret Fredericia 
Teknisk chef Jørn Brynaa fra Boligkontoret Fredericia, var konferencens tredje taler. Boligkontoret Fredericia tilbyder billige og gode boliger og er med sine 5200 lejemål den største almene boligorganisation i Fredericia. Udover at varetage den daglige vedligeholdelse af lejemålene Opfører og renoverer kontoret også boliger for at sikre væksten og tilstrømningen af nye borgere til byen.

Jørn Brynaa gennemgik boligkontorets afsluttede og igangværende byggesager og renoveringer i perioden 2012-2017, der samlet set beløber sig til 2,5 milliarder. En del af udgifterne bliver dækket via Landsbyggefonden. Udover den tekniske renovering af en lang række af boligkontorets lejemål, hvor beboerne bliver tilbudt tryghedspakker og materialevalg, ønsker man også at lave en social renovering for at tiltrække en ny lejegruppe. Det gælder blandt andet de socialt belastede boligblokke som eksempelvis Sønderparken i Fredericia, som i dag er fjernet fra listen over ghettoområder i Danmark gennem en målrettet teknisk- og social renoveringsindsats.

Af aktuelle og fremtidige projekter skal Boligkontoret Fredericia opføre seniorboliger flere steder i byen, ligesom der er en lang række nye bygge- og renoveringssager på programmet i 2018. Eksempelvis skal boligkontoret i samarbejde med STB Byg opføre ”Kongens Punkt” midt i centrum, der bliver et nyt flot boligområde bestående af 12 familieboliger, 29 seniorboliger og 32 ejerboliger. Derudover afventer Boligkontoret Fredericia godkendelser og tilsagn fra blandt andet Landsbyggefonden til at kunne ombygge ni lejligheder i Syrenparken samt ombygge og renovere tre boligblokke i afdelingen Østerbo i Fredericia midtby.Førstnævnte forventes at komme i udbud senere på året.

STB Byg A/S har succes og store visioner
Medejer i STB Byg A/S, Jens Winther, afsluttede oplægsrunden med en præsentation af STB Byg og en gennemgang af virksomhedens aktuelle og kommende bygge- og anlægsprojekter.

STB Byg er opdelt i tre forretningsområder, STB Entreprise, STB Håndværk og STB Ejendomme. STB Entreprise udgør 80 % af omsætningen. Virksomheden har 100 ansatte og en gennemsnitlig vækstrate på 38 % om året i omsætningen og en gennemsnitlig vækstrate på 73 % om året i årets resultat.

Jens Winther forklarede, at virksomheden arbejder med strategiplaner af 3-4 års varighed, og at de i 2020 har en vision om at omsætte for mellem 500-600 mio. kr. om året. Visionen i 2020 er også at være den første entreprenør på listen over landets bedste arbejdspladser.

I kølvandet på den succes og fremdrift, der kendetegner STB BYG i disse år, er virksomheden ved at bygge et nyt flot domicil, ligesom Sjælland er et nyt strategisk prioriteret indsatsområde. STB Byg har pt. ingen fast base på Sjælland, men har et mobil kontor, der er placeret det sted på Sjælland, hvor virksomheden har flest byggeaktiviteter, hvilket pt. er i Holbæk.

Jens Winther sluttede sit oplæg af med at vise deltagerne et udvalg af STB Bygs referencer og kommende projekter, herunder opførelsen af kanalbyen Kongens Punkt i Fredericia, der starter op til november 2017.

Input og ideer er velkomne
Inden konferencens sidste speeddating og netværk mellem deltagerne, sluttede Mickey Lund af med præsentere datoerne for efterårets netværkskonferencer. Samtidig opfordrede Mickey Lund deltagerne til at komme med input og feedback til Building Networks konferencer, ligesom forslag til kommende talere er velkomne. Afslutningsvis kunne Michael Saunte fra Lamiluz Nordic A/S glæde sig over, at han blev den heldige vinder af et ophold på Best Western Plus Hotel Fredericia.

Rosende ord fra talere og deltagere
Efter konferencen talte vi med oplægsholder Jørn Brynaa fra Fredericia Boligkontor, der udtrykte stor tilfreds med arrangementet.
– Vi er en professionel spiller og udbyder på markedet, så vi vil meget gerne ud og fortælle, hvem vi er, og hvad vi laver. Vi har et stort netværk, og som en af de største udbydere af almene boliger i Fredericia, vil vi meget gerne profilere os selv og mødes og tale med Building Networks medlemmer.

Jan Mikkelsen fra Caverion A/S, der designer, producerer, drifter og vedligeholder brugervenlige og energieffektive tekniske løsninger til alle typer bygninger, industri og infrastruktur, gik heller ikke tomhændet hjem.
– Det er super godt for en virksomhed som vores at komme og få mulighed for at få viden om de projekter, der er i pipelinen. Vi var især interesseret i at høre mere om Sundhedshuset i Fredericia, ligesom vi kom i god dialog med nogle af de interessenter, der deltog i dag.

Gitte Nielsson fra Viessmann A/S, der er en af de internationalt førende producenter inden for opvarmnings-, industri- og kølesystemer, var med for første gang. For Gitte Nielsson er kodeordet ved et netværksarrangement relationssalg.
– Jeg synes, at det er genialt, at Building Network strukturerer deres konferencer på en måde, hvor man på forhånd har en deltagerliste, så man ved, hvem man gerne vil i kontakt med og danne relationer til. Det er også effektivt, at man har 5-10 minutter til at tale med oplægsholdere, og så videre til den næste.

Per Thomassen fra Solar Elements APS, der har specialiseret sig i at lave solcelleanlæg og indgå i byggeprojekter, hvor der er behov for energiberegninger, var også meget begejstret for konferencen.
– Vi har et nicheprodukt og vil meget gerne i kontakt med andre i byggebranchen, der har brug for vores kompetencer. Vi holder til i Vejle, men har kunder i hele Danmark, så det er oplagt at komme på Building Networks konference og høre om konkrete projekter og udveksle visitkort.