International konference åbner døre til EU-støttede milliardprojekter og samarbejdspartnere i de baltiske lande

Letlands investerings- og udviklingsdepartement LIAA er d. 22-23. februar 2018 vært for den internationale konference ”The second Mechanical Engineering and Metalworking Business Forum”. Udenlandske producenter og underleverandører indenfor jernbane-, stål- og metalindustrien er inviteret til at deltage på konferencen, der finder sted i Jelgava i Letland.

Et af formålene med konferencen er at introducere udenlandske virksomheder til de mange spændende investerings- og etableringsmuligheder, der er i Letland i disse år. Som eksempel får deltagerne lejlighed til at høre om den svenske forretningssucces i Letland.

Af særlig interesse for danske virksomheder vil der på konferencen være en præsentation af det gigantiske EU-støttede Rail Baltic-projekt, hvor danske underleverandører har mulighed for at byde ind. Den 870 kilometer lange jernbanestrækning skal forbedre infrastrukturen mellem de Baltiske lande og det øvrige Europa. De sidste aftaler omkring Rail Baltic-projektet faldt på plads sidste år efter mere end 10 års forhandlinger og projektplanlægning. Den topmoderne jernbanestrækning til ca. 5 milliarder euro, der inkluderer og forbinder Polen, Litauen, Letland, Estland og indirekte Finland, skal være færdigbygget i 2025.

Gints Alberts Norlinds, formand for LIAAs repræsentationskontor ved Letlands ambassade i Danmark, kan varmt anbefale danske virksomheder med kompetencer indenfor jernbane-, metal- og stålindustrien at deltage på konferencen.
– Der bliver rig lejlighed til at høre meget mere om investerings- og etableringsmulighederne i Letland og de øvrige baltiske lande. Deltagerne vil desuden få mulighed for at netværke med hinanden og finde potentielle samarbejdspartnere indenfor metal-ingeniørernes nye og fremtidige teknologier, fortæller Gint Alberts Nordlinds, der er oplægsholder på Building Networks konference d. 5. februar 2017 i Roskilde, hvor han giver en teaser om Rail Baltic-projektet og hjælper til dialog mellem danske og lettiske virksomheder.

Læs mere om konferencen i Roskilde:

http://buildingnetwork.dk/arrangementer/kom-i-dialog-med-bygherrer-raadgivere-og-entreprenoerer-i-roskilde-midtsjaelland/

Direktør i Building Network Mickey Lund vurderer, at Rail Baltic-projektet er et stort vækstpotentiale for danske virksomheder, som finder lokale samarbejdspartnere i de baltiske lande.
– Hvis man som producent eller leverandør indenfor jernbane-, stål- og metalindustrien overvejer at udvide sine internationale forretninger eller drømmer om at blive underleverandør på det kæmpe Rail-Baltica-projekt, er det oplagt at tage med til konferencen i Letland. Udover deltagelse af centrale beslutningstagere, bygherrer og brancheeksperter, vil der uden tvivl være et aktivt netværksforum med fokus på at åbne døre til nye projekter og finde potentielle nye samarbejdspartnere, siger Mickey Lund.

Læs mere om det internationale Business Forum i Letland og gratis tilmelding:
http://mechanical.liaa.gov.lv/ og Rail Baltica på http://www.railbaltica.org/about-rail-baltica/