Månedens profil: Lamilux Nordic A/S – skaber succesfulde kvalitetsløsninger indenfor ovenlys, brandventilation og glastage

– Ordrebogen hos Lamilux Nordic er fyldt godt op. Samtidig har vi sat os nogle høje vækstmål her i Danmark, ligesom vi nu begynder at sigte efter at tiltrække nye kunder i Sverige, Norge og Finland. Vi har tordnende travlt med at levere kvalitetsløsninger indenfor ovenlys, brandventilation og glastage, der er vores hovedprodukter. Det fortæller Michael Saunte, direktør i den succesfulde virksomhed Lamilux Nordic A/S.

Det er kun to år siden, at den tidligere ejer af Ovenlyskompagniet, Michael Saunte, indgik et formelt samarbejde om at sælge produkter fra den mere end 100 år gamle tyskbaserede familieejede virksomhed Lamilux, der er en af Europas største ovenlysproducenter.

Lamilux tilbyder et bredt sortiment af ovenlys- og glastagsløsninger til dagslys, ventilation, adgang og sikkerhed. Mere end 900 medarbejdere arbejder Worldwide i Lamilux, der har salg i over 40 lande. Lamilux’ produkter er naturligvis CE-certificeret, og som nogle af de eneste i Europa er Lamilux´ produkter EPD-dokumenterede (Environmental Product Declaration). Flere produkter fås også som Passivhus-certificerede.

En succesfuld virksomhed i flot vækst
Efterspørgslen efter Lamilux’ produkter og løsninger på det danske marked afspejler sig gennem den store succes, som Michael Saunte og hans medarbejdere oplever, siden de etablerede Lamilux Nordic for to år siden. Succesen gælder hvad enten kunden efterlyser et par enkelte ovenlyskupler, brandventilation til lagerhallen eller et Passivhus-certificeret glastag med integrerede solceller til en kontorbygning.

En af forklaringerne på, at det danske marked har taget så godt imod Lamilux´ produkter er ifølge Michael Saunte, at der er en stor efterspørgsel i Danmark fra blandt andet de større entreprenører efter samlede løsninger.
– Vi har den fordel, at vi ikke bare skubber et produkt ud, men vi kommer med en løsningsorienteret tilgang, hvor vi følger kunden hele vejen fra den spæde ide til en serviceaftale, ligesom vi tilbyder at tage hele opgaven med at projektere, montere og styre underleverandørerne, så entreprenørerne slipper med al bøvlet og besværet.

Lamilux´ produkter anvendes inden for alle typer af byggeri, hvor kunden prioriterer kvalitetsprodukter og -løsninger. Det gælder alt fra nybyggeri og renovering indenfor industri, kontor, lager, butikker, institutioner, svømmehaller, hospitaler og til private virksomheder.
– Uanset om det er arkitektoniske, funktionsmæssige, hygiejne- eller sikkerhedsmæssige krav, der prioriteres, så har vi en løsning, fortæller Michael Saunte.

Vinder store prestigefyldte opgaver
Med i den spændende kundeportefølje hos Lamilux Nordic er blandt andet Danmarks nye topsikrede fængsel på Falster, der blev indviet i 2017. Her leverede Michael Saunte og hans medarbejdere blandt andet højtsikrede glastagskonstruktioner. De 5 runde glasovenlys med integrerede solgardiner med en diameter op til 2,8 meter til Axel Towers i København, blev også leveret af Lamilux Nordic sammen med 7 stk. ovenlyskupler til kombineret røgudluftning af trappeskakt samt tagadgang, fortæller Michael Saunte.

En anden stor opgave, som Lamilux Nordic har vundet, er levering af samtlige ovenlys og 400 m2 PC-facader til Holbæks nye sportsby, der skal stå færdig sidst i 2018, og som bliver en af landets mest markante nybyggerier.
– En af årsagerne til, at vi eksempelvis vandt opgaven med at levere facaden til Holbæks nye sportsby, er, at vi kunne levere hele opgaven inklusiv montagen.

En gevinst af være medlem i Building Network
Et af de steder, hvor Lamilux Nordic har held med at reklamere for sine kvalitetsprodukter og møde nye potentielle kunder indenfor bygge- og anlægsbranchen, er i erhvervsnetværket Building Network.
– Vi kom med i netværket fra starten af, dengang vi hed Ovenlyskompagniet. I alle årene har det være en stor fornøjelse af være medlem. Vi møder altid nogle interessante mennesker. Og det er godt med speed-dating-seancerne, hvor man kommer i kontakt med hinanden på en uformel måde, siger Michael Saunte.

Netværket er ifølge Michael Saunte også meget målrettet og konkret med, hvem der deltager af medlemmer og oplægsholdere.
– På konferencerne er der også fokus på at præsentere aktuelle og kommende byggeaktiviteter i de givne områder eller regioner. Vi har også fået nogle gode henvendelser i kølvandet på konferencerne og nogle konkrete ordrer, så vi er meget tilfredse med medlemskabet, fortæller Michael Saunte, der ser frem til at fortsætte succesen med at sælge Lamilux´ produkter og løsninger på det danske og snart også det skandinaviske marked.

….