Månedens profil: M. S. Brolægning ApS – Fra 6 til 24 medarbejdere på under et år

Morten_billede – Det vælter ind med arbejde, og vi er i fuld gang med at ansætte flere folk, så vi kan følge med alle de opgaver, vi får, fortæller Morten Strander, ejer af M. S. Brolægning ApS.

Et firma med vægt på grundighed og professionalisme
M. S. Brolægning ApS, der på kun et halvt år et gået fra at have seks ansatte til nu at være oppe på 24 medarbejdere, udfører opgaver for kommuner og forsyningsselskaber primært i Region Hovedstaden, ligesom de har en stor portefølje af virksomheder og private kunder. Firmaets kernekompetencer er udførelse af alle typer af brolægnings- og kloakarbejder, hvor der lægges stor vægt på perfektion, grundighed, høj service og rådgivning i beslutningsprocessen og under hele projektet.
– Som virksomhed gør vi meget ud af at være professionelle og grundige i vores arbejde, og vi sørger hele tiden for at holde os opdateret med de nyeste teknikker, der sikrer langtidsholdbare resultater, forklarer Morten Strander, der tidligere har arbejdet fem år for entreprenørvirksomheden Brødrene Hedegaard. De sidste to år var som formand for anlægsafdelingen i Københavns Lufthavn, hvor han blandt andet havde ansvaret for renovering af startbaner med asfalt, udvidelse af tilkørselsveje og kamerainspektion og fejlfinding på kloaksystemer og dræn.

Udover brolægnings- og kloakarbejder har Morten Stranders firma specialiseret sig i at anlægge og renovere eksisterende haver. Firmaet tilbyder i dag både rådgivning og udførelse af større og mindre beplantningsprojekter til private og til den offentlige sektor. Morten Strander fortæller, at opgaverne tæller alt fra græsslåning, rullegræs, beplantning, opgørelse af hegn og træterrasser til overkørsler, udskiftning af fortovsfliser samt jord- og anlægsarbejder.

Morten_billede_portræt

Flere kvadratmeter og flere lærlinge
På grund af den store efterspørgsel efter M. S. Brolægning har Morten Strander for nylig valgt at flytte sit firma til Hedehusene ved Roskilde, hvor Morten Strander og hans ansatte kan glæde sig over flere tusinde kvadratmeter, herunder 650 m2 til lagerplads og 150 m2 til kontor. Alle medarbejdere i M. S. Brolægning har mange års erfaringer indenfor deres respektive kerneområder. Derudover har Morten Strander valgt at tage flere lærlinge ind ud over de to lærlinge, der allerede er ansat i M. S. Brolægning, ud fra et praktisk motto om, at det er vigtigt at have de unge med fra starten af.
Morten Sander fortæller, at han selv tager sig blandt andet af tilbudsgivning og sørger for de nødvendigt ansøgninger, godkendelser og færdigmeldinger hos den kommunale bygningsmyndighed sammen med sin administrative medarbejder. Samtidig har Morten Strander, der etablerede M. S. Brolægning i februar 2014 med kun en enkelt medarbejder, ansvaret for at sørge for kvalitetssikring og egenkontrol i henhold til den gældende lovgivning på området.

Fik rammeaftale med hjælp fra Building Network

M. S. Brolægning ApS har været medlem af Building Network i halvandet år. Det var en barndomskammerat, der gjorde ham opmærksom på Building Network.
– Min kammerat arbejdede for en, der var med i netværket, og som fortalte, at de manglede en brolægger  i Building Network. Jeg havde hørt, at der kan være mange fordele ved at være med i et erhvervsnetværk, så jeg valgte at melde mig ind, fortæller Morten Strander. Fordelen ved at være medlem har siden vist sig at være mere en tomme ord. For nylig lykkedes det nemlig for Morten Strander at få en rammeaftale i Næstved. Det skete blandt andet i samarbejde med direktør i Building Network, Mickey Lund og netværkets udbudsjurist, Steen Jensen.
– Mickey var med indover, og Steen hjalp mig med at se udbudsmaterialet igennem og kigge på de juridiske ting. I en kombination af Building Networks hjælp og flere andre ting lykkedes det for os at få en kontrakt med Næstved Kommune, siger Morten Strander.

Kommunalt blåstempel skaber øget vækst
Rammeaftalen med Næstved Kommune betyder øget vækst i M. S. Brolægning, som igen betyder, at Morten Strander skal ud og ansætte endnu flere medarbejdere.
– Når man får en aftale med en kommune, er man inde i varmen, fordi det er et blåstempel af, at man leverer kvalitet. Derudover giver det den fordel, at man kan byde ind på flere og større opgaver, fordi kommunerne tager ikke hvem som helst ind, fortæller en travl og tilfreds Morten Strander, der som kun 30-årig kan være stolt over den overvældende succes, som hans firma har fået siden etableringen for kun 2 ½ år siden.

En fordel med hjælp fra netværket
Udover at medlemskabet i Building Network har afstedkommet en konkret opgave, ser Morten Strander en lang række andre fordele ved at være med i netværket.
– Jeg har ikke altid tid til selv at holde øje med og byde ind på og finde de rammeaftaler, der er. Derfor er det en stor fordel for mig, at Building Network hjælper med det, når jeg ikke selv har tid til det. Og der er ingen tvivl om, at jeg fremover har tænkt mig at bruge netværkets udbudsjurist igen, siger Morten Strander og afslutter med at fortælle, at han kommer til så mange af netværkets arrangementer, som der er mulighed for midt i en hektisk og travl arbejdsdag, hvor opgaverne vælter ind, og hvor M. S. Brolægning netop har fået en større opgave for Rødovre Kommune.