Klimaindsatser i Region Syddanmark, bæredygtige modulbyggerier og håndtering af overskudsjord var blandt emnerne på Building Networks konference, der fandt sted i Fredericia d. 24. juni 2021 på Best Western Plus Hotel Fredericia. Med på konferencen var et bredt udvalg af bygherrer, entreprenører og rådgivere, der var inviteret til at høre om kommende bygge- og anlægsprojekter i Region Syddanmark.
Fagkoordinator for byplanlægning/klima og kyst i Haderslev Kommune, Mie Søgaard Rasmussen, var konferencens første taler. Mie Søgaard Rasmussen gennemgik kommunens fremtidige visioner for opførelsen af en ny bydel og parkområde i Haderslev, Jomfrustien, der skal forbinde Haderslev bykerne med den nye havnebydel. Klimatilpasning og infrastrukturforbedringer bliver løftestangen for byfornyelsesindsatsen, der efter planen skal realiseres i samarbejde mellem kommunen og private aktører.
Projektleder Steen Fløe Jørgensen og markedschef Hanne Sadolin fra DGE Miljø- og ingeniørfirma fortsatte oplægsrunden med at fortælle om mulighederne for genanvendelse af overskudsjord i byggeprojekter set i forhold til bæredygtighed og jordforureningsloven. Deltagerne fik også et indblik i et andet af firmaets specialområder; håndtering af byggeaffald og bygningskortlægning i relation til at undersøge bygninger for sundhedsskadelige materialer.
Administrerende direktør i Mobilhouse, Benny Møller, som står i spidsen for en af landets førende virksomheder inden for institutions- og modulbyggeri, fortsatte oplægsrunden. Benny Møller gav et interessant indblik i virksomhedens succes med at producere bæredygtige byggesystemer, der er certificeret med det nordiske miljømærke – Svanemærket. Mobilhouse har blandt andet leveret Danmarks mest energivenlige byggepladsmoduler til det nye bykvarter Postgrunden, der er under opførelse midt i København.
Teknik- og miljødirektør Thorbjørn Sørensen fra Middelfart Kommune fortsatte konferencen med at fortælle om kommunens målrettede arbejde som first-movers i forhold til at skabe grønne klimaløsninger indenfor erhvervs- og byudvikling i kommunen. Middelfart vokser med rekordfart, og kommunen har succes med at tiltrække investorer og samarbejdspartnere, der skal være med til at realisere kommunens planer om at igangsætte nye bæredygtige byudviklingsprojekter, blandt andet ved Middelfarts havn.
Forretningsudvikling- og relationschef Trine Vermund Andersen fra Skala Arkitekter var konferencens sidste oplægsholder. Skala Arkitekter løser en bred vifte af opgaver for private og offentlige bygherrer og er kendt som en af landets førende tegnestuer på skole- og daginstitutionsområde. Trine Vermund Andersen fremviste eksempler på tegnestuens projekter, herunder opførelsen af Danmarks første svanemærkede skole, der åbner i 2022 i Sundby i Guldborgsund Kommune.
Tilbagemeldingerne fra oplægsholdere og deltagere om deres oplevelse af konferencen var på alle måder positive:
Administrerende direktør Bent Møller fra Mobilhouse, som er en af landets førende inden for opbygning af opførelse af midlertidigt byggeri, var begejstret for at blive inviteret til at fortælle om Mobilhouses succes med at producere bæredygtige modulsystemer.
– I Mobilhouse arbejder vi med CO2-venlige materialer og bæredygtig produktion. Vi har bygget et hav af midlertidige kontorer, klinikker, børnehaver, skoler og byggepladsmoduler, og vi oplever en enorm efterspørgsel efter vores produkter. Vi vil meget gerne ud i branchen og sprede den gode nyhed om, at bæredygtighed også kan lade sig gøre inden for modulbyggeri. Derfor er vi rigtig glade for at komme her i dag og fortælle om vores Mobilhouse og vise eksempler på nogle af de mange projekter, vi har leveret.
Fagkoordinator for byplanlægning/klima og kyst i Haderslev Kommune, Mie Søgaard Rasmussen, var med som oplægsholder. Mie Søgaard Rasmussen havde set frem til at præsentere kommunens visioner for opførelsen af en ny bydel.
– Det er en god oplevelse at være med på konferencen i dag. Vi vil meget gerne ud og fortælle om Haderslev Kommunes igangværende og kommende anlægsprojekter. Et af dem er skabelsen af en levende bydel, Jomfrustien, som er et spændende projekt, der gerne skal realiseres over de kommende år, når de private investorer er fundet. Haderslev kommune vil gerne booste virksomhedslivet i trekantområdet. Derfor håber vi at finde nogle lokale samarbejdspartnere, som kan se sig selv ind i projektet.
Forretningsudvikling- og relationschef Trine Vermund Andersen fra Skala Arkitekter, gik hjem fra konferencen med viden og inspiration fra de øvrige oplægsholdere og deltagere.
– Hele vores sektor er repræsenteret på Building Networks konferencer lige fra leverandører til bygherrer og rådgivere. På den måde bliver vi bundet sammen på kryds og tværs, og man bliver præsenteret for nye vinkler og får inspiration fra andres projekter. Eksempelvis har det være super spændende at høre om Middelfart og Haderslev kommunes ambitioner for byudvikling. Jeg var også meget begejstret for at høre, hvordan Mobilhouse arbejder med bæredygtighed og hele tiden er fremme i feltet og udvikler deres produkter. Så alt i alt en spændende og inspirerende konference.