Ingeniørfirmaet der er tæt på kunderne udvider sine aktiviteter til Fyn
– En af vores styrker som virksomhed er, at der er meget kort afstand fra bygherre til de individuelle projektledere. Det betyder, at vi er i tæt kontakt med vores kunder. Og da vi sjældent har udskiftning i bemandingen, ved vores kunder altid, hvem de skal have fat i.
Det fortæller Jørgen Hegner, partner og ingeniør, én af de i alt syv ejere af det succesfulde rådgivende ingeniørfirma, Dines Jørgensen & Co. A/S, der også omfatter datterselskabet DJ Miljø og Geoteknik P/S.
Dines Jørgensen og Co. A/S har siden 1949 leveret specialiseret og professionel rådgivning inden for bygge- og anlægsbranchen. Virksomheden, der tæller ca. 90 engagerede og dygtige medarbejdere fordelt på kontorer i Hillerød og Sorø, leverer i dag alle former for teknisk rådgivning inden for anlægsteknik, byggeri, vandforsyning, miljø og geoteknik. Tilsammen har Dines Jørgensen & Co. A/S og datterselskabet en samlet omsætning på ca. 75 millioner kroner om året.
Er meget tæt på sine kunder
Jørgen Hegner forklarer, at der især er to særlige årsager til, at det er lykkedes ingeniørfirmaet at skabe sig et positivt brand som en virksomhed, der er troværdig i forhold til økonomi og tidsfrister. Og som er yderst fleksibel og meget tæt på sine kunder.
– Ligegyldigt hvilken type bygge- eller anlægsopgave, vi får, skal der håndteres jord, og vi skal eksempelvis kende forureningsgraden af jorden. Her har vi den fordel, at vores datterselskab er lige ved hånden og kan løse eller have indflydelse på de geotekniske- og miljømæssige opgaver og udfordringer, der som regel er, inden vi går i gang med en opgave.
Ressourcestærke medarbejdere med bred erfaring
En anden væsentlig forklaring på Dines Jørgensens & Co. A/S succes og gode resultater er virksomhedens ressourcestærke medarbejdergruppe.
”Vi gør en stor dyd ud af at have fokus på at udbygge vores medarbejderes faglige kompetencer. Det sker blandt andet gennem intern og ekstern uddannelse, ligesom de hver især er ansvarlige for at følge udviklingen inden for deres fagområder. Samtidig er vores medarbejdere kendetegnede ved, at de er stabile og erfarne og har en bred kompetence og evner at se helheder både under projektering og ved udførelsen af opgaven. Det skaber nemlig tillid og effektivitet og ikke mindst tilfredshed hos vores kunder.
Åbner nyt kontor midt på Fyn
På spørgsmålet om, hvor travlt der er for tiden hos Dines Jørgensen & Co. A/S, kommer svaret prompte:
– Vi har rigtig travlt og klager bestemt ikke over mangel på opgaver. Men det betyder ikke, at vi ikke er på jagt efter nye spændendende opgaver. Eksempelvis har Odense Kommune proklameret, at de over de kommende år investerer 52 milliarder kroner til nye bygge- og anlægsarbejder. Og det kunne da være rart af få del i de mange spændende opgaver, som kommunen har øremærket til disse aktiviteter, siger Jørgen Hegner.
Meldingen om, at Odense Kommune har store ambitioner indenfor bygge- og anlægsområdet, er bl.a. en af årsagerne til, at Dines Jørgensen & Co. A/S åbner en ny afdeling på Fyn den 1. december. Det nye kontor ligger i Odense Syd tæt på motorvejen.
– Når vi som rådgivende ingeniørfirma satser på at ekspandere til Fyn, er det fordi vi ser et stort potentiale for netop vores kompetencer. Med et centralt placeret kontor midt på Fyn, er det nemt og hurtigt at komme rundt og tale med de fynske kommuner og fortælle, hvad vi som virksomhed kan tilbyde af rådgivning. Vi ser meget frem til at åbne vores nye fynske afdeling og se, hvad det bringer med sig af nye spændende opgaver, fortæller Jørgen Hegner.
Glæder sig over Building Networks ekspansion
Interessen for at få opgaver på Fyn og i Jylland er også grunden til, at Dines Jørgensen & Co. A/S med Jørgen Hegner som repræsentant for virksomheden, valgte at tage turen over til Fredericia 24. august i år, da Building Network afholdte sit første netværksarrangement på jysk grund.
– Vi har med stor tilfredshed været medlem af Building Network i næsten to år, og vi er utrolig glade for, at netværket ekspanderer til Fyn og Jylland. Det giver os nemlig mulighed for at møde endnu flere potentielle nye samarbejdspartnere. Så vi tager imod den geografiske ekspansion med kyshånd, og allerede på netværksmødet i Fredericia fik vi flere lovende kontakter, siger Jørgen Hegner.
Kendisfaktoren er vigtig
Dines Jørgensen & Co. A/S er næsten altid at finde, når Building Network afholder netværksarrangementer.
– Det er meget sjældent, at vi ikke er med til netværksarrangementer. Som regel er vi en lille håndfuld, der møder op. Vi bruger nemlig oplægsholderne til at få øje på nye opgaver og til at høre, hvad der rører sig i de forskellige kommuner og regioner. Samtidig er ”Kendisfaktoren” utrolig vigtig, fordi vi viser vores ansigt og skaber en god mulighed for at fortælle deltagerne og oplægsholderne, hvem vi er, og hvad vi tilbyder.
Building Network åbner nye døre for os
Dines Jørgensen & Co. A/S er med i flere erhvervsnetværk. En af de ting, som Jørgen Hegner og hans medarbejdere sætter ekstra stor pris på ved at være medlemmer i Building Network til forskel fra andre netværk, er oplevelsen af, at de får målrettet hjælp til at åbne nye døre.
– Vi oplever, at folkene bag Building Network er rigtig gode til at være proaktive. Det kommer til udtryk ved, at de er meget opmærksomme på at komme hen til én og hjælpe og guide dig over og møde de deltagere, hvor der ligger gensidig fælles interesse i at lære hinandens virksomheder at kende. Så vi føler os virkelig hjulpet på vej og oplever, at de åbner nye døre ved at vise os vejen hen til nye potentielle kunder.
Udvider samarbejdet med Building Network fra årsskiftet
Indtil videre har Dines Jørgensen & Co. A/S ikke benyttet sig at af de særlige medlemstilbud i Building Network. Men planen er at gøre brug af muligheden for at få sparring i mellem konferencerne.
– Hidtil har vi primært brugt Building Network til at få ny viden og til at komme i dialog med nye potentielle kunder gennem konferencerne. Men fra årsskiftet overvejer vi at udvide vores samarbejde med produktet salg og kunderelationer, så vi kan få åbnet endnu flere døre til beslutningstagere på kommende udbud, projekter og rammeaftaler i regionerne. Med baggrund i den viden og det store kendskab, som Building Network har til bygherrer, rådgivere og entreprenører, kan vi se en stor fordel i at få at deres hjælp til at synliggøre og introducere os overfor nye potentielle kunder og samarbejdspartnere. Og det er vi sikre på, at Building Network kan hjælpe os med, slutter Jørgen Hegner.
