Britisk delegation udforsker byudvikling og innovative løsninger i København

I forbindelse med Building Green 2025 i København havde vi fornøjelsen af at samarbejde med den britiske ambassade om planlægning af et skræddersyet besøgsprogram, der satte fokus på innovation, bæredygtighed og vidensdeling mellem Storbritannien og Danmark.

Programmet tog delegationen med på en inspirerende rejse gennem nogle af Københavns spændende projekter, hvor arkitektur og bæredygtighed smelter sammen i fremtidens byudvikling.

Delegationen startede blandt andet med at høre om Lynetteholm, Københavns kommende 275 hektar store kunstige ø, hvor By & Havn kombinerer naturbaseret kystsikring med byplanlægning for at skabe en sikker og levende bydel for 35.000 mennesker.

Senere gik turen til Fælledby Lab, Danmarks første bydel opført udelukkende i træ, hvor bæredygtigt byggeri møder moderne urban livskvalitet.

Herudover præsenterede Nova Tegra projektet Nordicland – Danmarks største feriehusområde, der nu omdannes til en klimavenlig helårsdestination ved siden af Sommerland Sjælland. Deltagerne fik et unikt indblik i, hvordan modulbyggeri, design for adskillelse og landskabsdesign kan skabe en ny balance mellem natur, bæredygtighed og livskvalitet – med udgangspunkt i filosofien om, at byggeriet kan stå i hundrede år, men samtidig flyttes og få en ny funktion på en eftermiddag.

“Nordicland viser, at bæredygtig udvikling handler om at bygge innovativt, med respekt for både natur og mennesker,” siger Mickey Lund fra Building Network, som koordinerede programmet sammen med den britiske ambassade.

 

Delegationen fik også indblik i biobaserede byggematerialer hos Havnens Hænder og oplevede Refshaleøens kommende transformation fra vandsiden under en arkitektonisk havnerundfart med den offentlige havnebus, hvor innovation og dansk designtradition smeltede sammen og viste, hvordan bæredygtighed kan blive en naturlig del af byens rum.

“Danmark er et globalt referencepunkt for bæredygtig byudvikling. Derfor er Building Green en oplagt platform til at skabe dialog og samarbejde på tværs af landegrænser,” understreger Mickey Lund.

Formålet med besøget var at skabe konkrete forbindelser mellem britiske og nordiske virksomheder, rådgivere og offentlige bygherrer og understøtte udviklingen af nye partnerskaber inden for bæredygtigt byggeri.

Samarbejdet mellem Building Network og den britiske ambassade viste tydeligt, hvordan fagligt funderet formidling og hands-on oplevelser kan skabe grobund for nye alliancer i byggeriets grønne omstilling – og hvordan konkrete projekter som Nordicland, Fælledby og Lynetteholm kan inspirere til innovative og bæredygtige løsninger i stor skala.