Et af Danmarks største byudviklingsprojekter, Vinge, er på vej fra arkitekternes tegneborde til konkrete byggeprojekter. Et 370 hektar stort naturområde lige syd for Frederikssund vil i de kommende år skabe rammerne om mere end 20.000 indbyggeres liv tæt på arbejdspladser og skoler – og blot 40 minutters transport til København. Hertil kommer der erhvervsbyggeri, der forventes at skabe mere end 4.000 nye arbejdspladser i området.
Frederikssund er en mellemstor dansk købstad med godt 16.000 indbyggere. Når Vinge by er fuldt udbygget vil kommunens indbyggertal være mere end fordoblet op imod 40.000 indbyggere. Det er Frederikssunds kommunes kontor for ’By og Landskab’, der har det overordnede ansvar for projektet.
De første boliger i det såkaldte Delta-kvarter er allerede opført og de første familier er flyttet ind. Næste etape – Vinge Centrum – med næsten 84.000 etagemeter bebyggelse og ny S-togs station er aktuelt i udbud. Bygherren vil i løbet af marts måned skulle tage stilling til de konkrete tilbud fra investorer og entreprenører. Det er det verdenskendte arkitektfirma Henning Larsens Architects A/S, der som totalrådgiver har tegnet den nye station, der blandt andet kommer til at omfatte en grøn landskabsbro over skinnelegemerne og forbinde byens grønne områder med et effektivt kollektivt trafiksystem.
Næste udbudsetape kommer til at omfatte byggeri af næsten 100.000 etagemeter byggeri, der kommer til at rumme både boliger og etagebyggeri til erhverv.

Sublim infrastruktur
Den nye by bliver hjulpet godt på vej af en statslig beslutning om anlæg af en motorvejsforbindelse mellem Frederikssund og København, hvor to ud af tre etaper er bygget og åbnet for trafik. Den sidste etape er politisk vedtaget, men afventer beslutning om finansieringsgrundlaget.
I selve Frederikssund by er det besluttet at etablere en ny broforbindelse over Roskilde Fjord til halvøen Hornsherred. Broen der har en anlægssum på ca. 267 mio. Euro.
Sammen med den eksisterende s-togs-forbindelse til København vil den nye Vinge by få gavn af en moderne og effektiv trafikal infrastruktur.
