Netværket bliver landsdækkende i 2016

En af årsagerne til beslutningen om at udvide Netværket SYD til også at omfatte den nordlige og vestlige del af Danmark, sker i kølvandet på en stor vækst af regionale, nationale og internationale virksomheder. Det er især de succesfulde og eksklusive netværksarrangementer med fokus på kommende byggeprojekter, anlægsopgaver og serviceaftaler, der har skabt en stor interesse fra indkøbere, beslutningstagere og leverandører i hele landet.

Alene i år har Netværket SYD haft deltagelse af mere end 500 leverandører for at få unik information og komme i dialog med bygherrer, rådgivere, entreprenører fra vigtige og relevante udbydere som Vejdirektoratet, Banedanmark, Femern A/S samt regioner, kommuner, forsynings-, bolig-, og produktionsselskaber.

Kodeordene for vækst, succes og nye opgaver i dag er netværksdannelse og markedsdialog. Netværksformen og markedsdialogen er en integrereret del i Netværket SYDs arrangementer med relevante korte indlæg og speed meeting, som giver langt større værdi for deltagere og oplægsholdere end traditionelle informationsmøder. Det er blandt andet denne form, der har gjort netværket til en stor succes, og som nu tiltrækker indkøbere, beslutningstagere og leverandører i hele landet.

Fra 2016 bliver Netværket SYD således et landsdækkende erhvervsnetværk bestående af bygge-, anlægs- og servicevirksomheder. Allerede fra starten af det nye år vil der udover en række arrangementer i Region Sjælland blive afholdt en række eksklusive arrangementer i både København og Nordsjælland. I løbet af efteråret 2016 er der også planlagt arrangementer på Frederiksberg og i trekantsområdet.