Frederiksberg kommune indbyder til markedsdialog om nye løsninger til håndtering af regnvand
I forbindelse med et kommende udbud af innovations-/udviklingspartnerskaber om udvikling af nye grønne løsninger til punktvis nedsivning af regnvand inviteres til markedsdialog.
Hvert år modtager kommuner i hovedstadsregionen store mængder af regnvand. Det indebærer også kraftig nedbør, som kloaksystemet ikke altid er gearet til at håndtere. For eksempel stod store dele af København under vand i 2011, da der d. 2. juli over kort tid faldt 135 mm nedbør. Med de løbende klimaforandringer, er forventningen at der i de kommende år vil komme endnu flere kraftige nedbørshændelser, som vil belaste og potentielt skade byer og brugerne af byer.
Frederiksberg Kommune har i lighed med mange andre kommuner udfordringer med håndtering af store nedbørsmængder i det eksisterende kloaknet. En af de største udfordringer i håndtering af regnvand er, at de eksisterende rørledninger ikke er store nok til effektivt at kunne aflede vandet i de mængder, det kræves, når der er skybrud. En udvidelse af det eksisterende kloaknet er samtidig vanskeligt pga. tæt bebyggelse og den øvrige infrastruktur.
Kommunen arbejder derfor med at finde nye løsninger til håndtering af regnvand på måder, der kan supplere den nuværende infrastruktur. Særligt ønsker kommunen at se på muligheden for at indgå samarbejde med private leverandører om udvikling og implementering af nye grønne og blå løsninger til punktforsinkelse af regnvand.
Det vil sige, løsninger, der kan forsinke og dermed udligne nedsivningen af regnvand til det eksisterende kloaknet. Løsningerne skal være miljøneutrale og gerne miljøforbedrende og samtidig være tilpasset den tætte by med stor aktivitet og megen færdsel.
Der findes i dag løsninger på markedet, der kan håndtere regnvand på forskellige måder, men der mangler løsninger til klimatilpasning, som giver byen en reaktiv gevinst, og som samtidig er tilpasset den tætte by.
Potentialet med den rette løsning er stort: omkostningerne ved oversvømmelse og andre skader som følge af kraftig punktvis nedbør er store for både kommune og borgere. Alene forsikringsskaderne i Københavns Kommune for oversvømmelsen i 2011 kostede over 6 mia. kr. Over de næste 20 år, er der i Frederiksberg Kommune afsat 2,2 mia. kr. til implementering af grønne og blå løsninger for at håndtere fremtidige skybrud. En del af disse midler kan gå til investering i nye innovative initiativer.
Frederiksberg Kommune ønsker derfor at indgå i et innovationspartnerskab med en eller flere leverandører omkring udvikling af nye grønne løsninger, der kan hjælpe til punktvis håndtering af regnvand. Det kunne være løsninger, der inddrager bytræerne i opsugning og håndtering af regnvand, løsninger der genbrugere regnvandet til toiletskyl og tøjvask, løsninger der inddrager opholdsarealer eller legepladser i lejlighedsvis regnvandsopbevaring, rensning af vejvandet til genbrug i husholdninger, opsugning på kunstgræsbaner – eller noget helt andet. Kommunen ønsker at afsøge nytænkende tilgange og se på potentialet for eventuelt at koble teknologier og nyskabende samarbejder for at finde de rette løsninger.
I første omgang gennemføres en markedsdialog for at afdække innovationspotentialet. På den baggrund træffes beslutning om udbud af et eller flere egentlige udviklingspartnerskaber – og på sigt indkøb af den eller de rette løsninger.
Frederiksberg Forsyning har udtrykt interesse for at deltage i projektet og ventes at blive en del af det planlagte udbud med en indkøbsoption for en eller flere færdige løsninger. Se mere om forløbet, og hvordan man tilmelder sig markedsdialog 2017
Deadline for tilmelding: 15. februar 2017
Markedsdialog om nye løsninger til håndtering af regnvand
I forbindelse med udbud af innovations-/udviklingspartnerskaber om udvikling af nye grønne løsninger til punktvis nedsivning af regnvand inviteres til markedsdialog på følgende datoer: 23. februar 2016, kl. 8.30-16:
Workshop 1 – dialog om nuværende løsninger og teknologiske muligheder. Afklaring af innovationspotentialet. 14. marts 2016, kl. 8.30-15: Workshop 2 – dialog om forudsætninger for løsningsudvikling og –implementering
Deltagelse sker ved tilmelding via tilmeldingsblanket på http://www.frederiksberg.dk/Virksomhed/Udbud-og-indkoeb/Aktuelle-udbud/Markedsdialog.aspx
Der forventes at være plads til 1-2 deltagere fra hver virksomhed. Det forbeholdes at begrænse antallet af deltagende virksomheder. Udvælgelsen vil ske således, at et bredt spektrum af aktører er repræsenteret.
Nærmere detaljer vedr. program udsendes til tilmeldte virksomheder forud for afholdelse af markedsdialogen.
Der ydes ikke honorar for deltagelse i dialogen, som er en afsøgning af markedsmuligheder. Markedsdialogen vil foregå i København. På baggrund af markedsdialogen forventes gennemført et udbud af et eller flere innovationspartnerskaber. Det/de udbudte innovationspartnerskab(er) vil forventeligt bestå af både en udviklingsaftale og en købsoption. Leverandøren vil blive honoreret for sin udviklingsindsats. Udover potentielt salg under den udbudte aftale, vil leverandøren være berettiget til at anvende rettighederne til den/de udviklede løsninger med henblik på salg til andre kunder, herunder kommuner.
Det nærmere omkring udbuddene og vilkårene herfor besluttes efter gennemførelse af markedsdialogen. På samme tidspunkt tages endelig stilling til valget af udbudsform.
