

Med en stadig større kundebase i Københavnsområdet besluttede Malmos i 2014 at flytte tættere på og placere sig i domkirkebyen centralt på Sjælland. Trods mange års aktivitet og dybe rødder i Vestsjælland, Ubby ved Kalundborg, er Malmos faldet godt til i Roskilde.

– Det er blevet lettere og hurtigere at komme til opgaverne, og ikke mindst, er det blevet lettere at få kunder og samarbejdspartnere på besøg efter, at vi er kommet tættere på, siger Per Malmos, direktør og medejer i Malmos.

Domicilet, som ligger lige ud til motorvejen, består af fem længehuse med kontorfaciliteter i to plan fordelt på to bygninger, et varmt og et koldt værksted og to lagerbygninger. Malmos’ varemærke – de grønne tage – præger tre af tagfladerne på huset og består af to typer grønt. Det er muligt at gå ud på taget fra anden sal, hvor man kan se og røre ved de grønne tage. I kontordelen er indbygget en grøn væg, der går hele vejen op igennem huset, og om kort tid, vil der også være en udvendig grøn facade.

