Grønne attraktive bydelsområder skyder op i Region Hovedstaden

Udvikling af en grøn bæredygtig bydel på Grønttorvet i Valby, KAB´s planer om etagebyggerier i træ og fremtidens nye mondæne bykvarter Postbyen midt i København var nogle af punkterne på dagsordenen, da Building Network afholdt netværkskonference d. 5. oktober 2020.

Konferencen fandt sted på det smukt beliggende Hotel Sinatur Frederiksdal ved Mølleåen i Lyngby. Her fik deltagere og oplægsholdere efter en udsøgt økologisk frokostplatte mulighed for at netværke og møde repræsentanter fra Danica Ejendomme, det almene boligselskab KAB, FB Gruppen A/S og arkitektvirksomheden RUM. Oplægsholderne fremviste nye bolig- og byggeprojekter og gik i dybden med emner som arkitektur, bæredygtighed og bofællesskaber på tværs af generationer.

Mickey Lund, direktør i Building Network, fortalte indledningsvis, at Building Network snart fejrer 10 års jubilæum. Ideen med erhvervsnetværket er fortsat at tilbyde den brede vifte af aktører inden for bygge- og anlægsbranchen en netværksplatform, hvor deltagerne deler viden og skaber dialog og synlighed om kommende relevante projekter og udviklingstendenser. Gennem de sidste 10 år har Building Network med succes afholdt mere end 100 arrangementer og er i dag landsdækkende.

Efter velkomstintroduktionen fik konferencens fire oplægsholdere ordet. 

Foto: SEES media, Ulrik M. Eriksen

Byggeudviklingschef i det almene boligselskab KAB, Ulrik Steen Jensen, fortalte, hvorfor og hvordan KAB arbejder målrettet på at udvikle et nyt boligkoncept, hvor man anvender træ og genbruger bæredygtige byggematerialer som erstatning for klimabelastende materialer som blandt andet beton.

Foto: SEES media, Ulrik M. Eriksen

Projektchef i arkitektvirksomheden RUM, Mia Scheel, kom i sit oplæg med eksempler på, hvordan RUM har succes med at udvikle nye bydele, boligformer og byggerier, hvor man ved hjælp af nytænkende arkitektur og design sætter sikkerhed, sundhed og nye fællesskaber i centrum.

Foto: SEES media, Ulrik M. Eriksen

Projektdirektør i Danica Ejendomme, Anna-Marie Lewis, fremviste tegningerne for det nye bykvarter, Postbyen, der er under opførelse på grunden for PostNords gamle postbygning i det centrale København. Postbyen skal rumme boliger, byliv og business. Fem smalle tårne bygget i forskellige højder bliver kvarterets vartegn. Indvielsen af Postbyen er planlagt til år 2024.

Foto: SEES media, Ulrik M. Eriksen

Udviklingsdirektør i FB Gruppen A/S, Carsten Houtved forklarede og kom med eksempler på den succes, som FB Gruppen A/S har med at udvikle, bygge og sælge kvalitetsboliger. Et aktuelt byudviklingsprojekt er Grønttorvet i Valby, som FB Gruppen er ved at transformere til en ny tæt og grøn bydel med 95 % boliger og 5 % erhverv.

Begejstrede og tilfredse deltagere

Efter konferencen talte vi med både deltagere og oplægsholdere, der alle udtrykte stor begejstring for dagens konference.

Foto: SEES media, Ulrik M. Eriksen

Projektdirektør Ann-Marie Lewis fra Danica Ejendomme fortalte efter konferencen, at hun satte stor pris på at få lov til at komme og fortælle om det nye bykvarter og ikke mindst det kommende byggeri af Postbyens fem smalle, ikoniske høje tårne. Anne-Marie Lewis fik også selv meget ud af konferencen.
– Jeg er overrasket over, hvor mange af deltagerne der er interesserede i at komme i dialog. Modellen med kombination af oplæg og speeddating i netværkspauserne fungerer rigtig godt. Jeg er også blevet klogere på, hvad der gebærder sig på markedet, og hvad der kan lade sig gøre af løsninger. Så faktisk har jeg fået mere ud af at være her i dag, end jeg havde regnet med.  

Foto: SEES media, Ulrik M. Eriksen

Udlejningsdirektør Jan Jørgensen fra virksomheden Altiflex, der er specialister indenfor udvikling, test og lagerføring af markedets bedste interimsaflukningssystemer til byggeriet, har været medlem af Building Network i mange år. Det er især netværksdelen og muligheden for at promovere deres interimsprodukter og -løsninger, der er årsag til, at Altiflex finder vej til Building Networks konferencer.
– Vi har rigtig travlt og vækster utrolig meget for øjeblikket. Vi har udviklet en version 3 af de moduler, vi har haft på markedet i en lang årrække. Version tre gør det væsentligt hurtigere og nemmere at montere, så man kan lukke bygningen af meget hurtigere af en tidligere. Dét vil vi selvfølgelig gerne ud og fortælle mere om til vores netværkskollegaer og til de oplægsholdere, der kommer på konferencerne. I det hele taget er netværksdelen det vigtigste for os. Det er her, vi har mulighed for at tale om vores projekter og udveksle visitkort med hinanden.

Foto: SEES media, Ulrik M. Eriksen